EU’s arveretsforordning nr. 650/2012 af 4. juli 2012 trådte i kraft d. 17. august 2015 og finder anvendelse på alle dødsfald, der finder sted på denne dato eller senere. Forordningen har til formål at forenkle behandlingen af grænseoverskridende dødsboer. Den giver bl.a. mulighed for, at man kan vælge hvilket lands arveregler, der skal gælde for ens dødsbo. Desuden vil arvingerne i et vist omfang kunne bestemme i hvilket land dødsboet skal skiftes. Nærværende artikel har til formål at danne et overblik over forordningens umiddelbare anvendelsesmuligheder og faldgruber, som er relevante for danskere bosiddende i Frankrig samt for danskere, som ejer fast ejendom i Frankrig.
Arveretsforordningen er i dag gældende lov i alle EU-lande, bortset fra Danmark og Irland, som har retsforbehold. Danmark er således ikke en ”medlemsstat” i forordningens forstand – men danskere kan alligevel have glæde af dens bestemmelser. I nærværende artikel vil betegnelsen ”medlemsstat” definere EU-lande, som er medlem af forordningen, dvs. alle EU-lande bortset fra Danmark og Irland.
Skiftekompetence – i hvilket land skal dødsboet skiftes?
Når der sker et dødsfald, skal det først afgøres hvor boet skal skiftes, dvs. skiftekompetencen skal afklares. Tidligere havde de europæiske lande ikke samme regler på dette punkt, og arveretsforordningen søger at eliminere de juridiske konflikter, som man oplevede mellem forskellige landes international privatret.
I forordningen henholder man sig til princippet om dødsboets universalitet. Det betyder at et dødsbo nu som udgangspunkt skiftes i sin helhed i den ”medlemsstat”, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sin død. Det betyder fx at boet efter en person, der er fast bosiddende i Tyskland, som ejer aktiver i Frankrig og Spanien, fremover skal behandles i Tyskland i sin helhed i henhold til forordningen, som alle de tre nævnte lande er omfattet af.
Hvis afdøde på tidspunktet for sin død var bosiddende i et land, som ikke er ”medlemsstat”, fx Danmark, så henvises skiftet af aktiverne i Frankrig ikke i sin helhed til Danmark. I praksis betyder det i denne situation, at der fortsat er to dødsboer, som skiftes parallelt; hovedboet skiftes i Danmark via Skifteretten, og et subsidiært skifte af de franske aktiver foretages i Frankrig hos en notar. Det danske hovedbo omfatter alle afdødes aktiver, også dem beliggende i Frankrig, da vi i dansk ret anvender universalitetsprincippet, og der skal således svares dansk boafgift af hele nettoboet inkl. de franske aktiver. De udgifter, som er forbundet med skiftet i Frankrig (bl.a. notarhonorar og tinglysningsafgifter), betragtes som udgifter til boets behandling i hovedboet og kan således indgå som passiver i den danske boopgørelse. Der gives også credit i den danske boafgift for de arveafgifter, som måtte være betalt i Frankrig, men kun i forhold til de franske aktiver.
I visse tilfælde vil skiftekompetencen kunne overdrages til en andet ”medlemsstat” end udgangspunktet (bopælslandet). Dette kan ske som følge af et lovvalg foretaget af afdøde, en værnetingsaftale indgået mellem arvingerne efter dødsfaldet, eller som følge af at den
”medlemsstat”, der som udgangspunkt havde skiftekompetencen, erklærer sig inhabil og henviser skiftet til en anden ”medlemsstat”.
Lovvalg – efter hvilket lands arveregler skal arven fordeles?
Som et led i arveretsforordningens princip om dødsboets universalitet, så foreskriver forordningen at boet i medlemsstaten, fx Frankrig, skal skiftes efter reglerne i dét land, hvor afdøde var bosiddende på tidspunktet for sin død, uden hensyntagen til afdødes nationalitet.
En ejendom beliggende i Frankrig, som ejes af en person, der er bosiddende i Danmark på tidspunktet for sin død, skal altså nu som udgangspunkt skiftes efter danske arveregler – også selvom Danmark ikke er ”medlemsstat”. På samme måde vil en fransk ejendom, som ejes af en person bosiddende i Japan, nu skulle skiftes efter japanske regler.
For danskere, der bor i Danmark og ejer en feriebolig i Frankrig, har forordningens udgangspunkt om at de franske aktiver skal skiftes efter reglerne i afdødes bopælsland ofte løst problemet omkring konflikt mellem arvreglerne i fransk og dansk ret, fx kan den efterlevende ægtefælle nu også sidde i uskiftet bo i Frankrig, idet ægtefællen kan registreres som eneejer af de franske aktiver. Men i nogle tilfælde er der ønske om at anvende reglerne i et andet land, end afdødes bopælsland. Det gælder fx ofte for danskere, der er bosiddende i Frankrig, og som foretrækker at kunne anvende danske arveregler, fx så længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo. Det kunne også være tilfældet for et dansk ægtepar, som er bosiddende i Spanien, som ønsker at både deres franske og spanske aktiver skal skiftes efter danske regler i stedet for efter spanske regler, som ellers er udgangspunktet efter forordningen, hvis de fortsat bor i Spanien på tidspunktet for deres død.
Lovvalg kan også være relevant, hvis man ikke med sikkerhed kan forudse, hvor man bor på tidspunktet for sin død, og man ikke vil risikere at det er reglerne i dét land, som man tilfældigvis bor i til den tid, som skal regulere arvens fordeling, hvorfor man ønsker at sikre at fx ens franske aktiver i alle tilfælde skal skiftes efter danske regler.
Lovvalg kan kun foretages i henhold til nationalitet
Forordningen giver mulighed for, at man som testator kan beslutte at det er loven i den stat, hvor han/hun er statsborger – enten på det tidspunkt hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet – der skal anvendes ved behandlingen af hele arven. Dette gælder uanset at man på dødstidspunktet måtte være fast bosiddende i et andet land. Ved statsborger skal forstås nationalitet, dvs. er man fast bosiddende i Frankrig men har dansk pas, så betragtes man i forordningens forstand som dansk statsborger. Har man dobbelt nationalitet, så kan man vælge mellem de to landes regler.
Da Frankrig er bundet af forordningens bestemmelser, og lovvalget kan ske til fordel for et hvilken som helst lands regler, så vil en dansk statsborger, som ejer aktiver i Frankrig, frit kunne foretage et lovvalg til fordel for dansk ret, uanset hvor personen er bosiddende. På samme måde kan en person af japansk nationalitet, som ejer fast ejendom i Frankrig, kunne foretage lovvalg til fordel for japansk ret. Der er ikke noget krav om at man skal foretage lovvalg til fordel for et EU-lands ret, eller at man skal være bosiddende i et EU-land.
Udfordringer for ægtepar af forskellig nationalitet
Da arveretsforordningen kun giver mulighed for at foretage lovvalg til fordel for nationalitetslandets regler, så betyder det at fx et dansk-tysk ægtepar bosiddende i Frankrig, ikke begge kan foretage lovvalg til fordel for dansk ret, når den ene ægtefælle ikke er af dansk nationalitet. I den situation må man så vurdere om det giver mening at lade ægtefællernes dødsboer skifte efter forskellige regelsæt, eller om det er mest hensigtsmæssigt at lade dem begge skifte efter franske regler.
Sådan foretages lovvalget
Lovvalget skal i praksis foretages ved oprettelse af et testamente, hvori man med hjemmel i forordningen aktivt foretager lovvalget. Muligheden for at foretage et lovvalg kan især være interessant for danskere, der er fast bosiddende i Frankrig, idet man som testator efter dansk ret i mange tilfælde har en væsentligt større testationskompetence end efter fransk ret. Man vil fx kunne favorisere sin ægtefælle fremfor sine børn i højere grad efter dansk ret end efter fransk ret. Dog kan der være konkrete situationer, hvor den franske arveret faktisk bedre modsvarer testators ønsker, hvorfor man bør søge kyndig rådgivning, inden man opretter et testamente og foretager lovvalget.
Konflikt i dødsboer pga. lovvalg
I de tilfælde, hvor afdøde ikke har foretaget et udtrykkeligt lovvalg, kan der opstå tvivl om, hvorvidt man skal skifte efter bopælslandets regler, eller efter nationalitetslandets regler, hvis disse ikke er ens, og i nogle tilfælde kan der opstå konflikt blandt arvingerne, når det ene regelsæt stiller dem bedre end det andet. Har afdøde oprettet et testamente, som tydeligt giver det indtryk at testator forventede og ønskede at alle aktiver skulle skiftes efter fx danske regler, så vil man i visse tilfælde kunne nå frem til at der er sket et indirekte lovvalg.
Lovvalg giver ikke ret til skifte i Danmark
For god ordens skyld skal det her præciseres, at man ved at foretage et lovvalg til fordel for dansk ret for så vidt angår franske aktiver ikke samtidigt kan bestemme, at de franske aktiver også skal skiftes i Danmark, således at man undgår at involvere en fransk notar. Det følger dog af forordningen, at såfremt afdøde har valgt en medlemsstats lov, så kan arvingerne aftale, at den pågældende medlemsstat skal have enekompetence til at behandle boet. Hvis Danmark således på et tidspunkt bliver medlemsstat i forordningens forstand, så vil arvingerne i et bo efter en dansker, som har foretaget et lovvalg til fordel for dansk ret, kunne indgå en skriftlig værnetingsaftale og dermed bestemme, at boet i sin helhed også skal skiftes i Danmark, og de franske myndigheder vil herefter være forpligtet til at afgive skiftekompetencen til Danmark. Det fremgår endvidere af forordningen, at myndighederne i den stat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sin død – og således som udgangspunkt har skiftekompetencen – på anmodning fra en arving kan erklære sig inkompetent og henvise boet til skifte i den medlemsstat, som der er foretaget lovvalg til fordel for. I de sager, hvor der ikke kan opnås enighed mellem arvingerne om at indgå en værnetingsaftale, kan man således måske alligevel opnå at boet henvises til skifte i det land, som afdøde har foretaget lovvalg til fordel for.
Pas på arveafgifterne!
Afslutningsvist skal det bemærkes, at forordningen ikke regulerer skatte- eller afgiftsmæssige forhold. Der skal således altid betales franske arveafgifter efter franske regler af aktiver beliggende i Frankrig. I visse tilfælde er de franske afgifter væsentligt højere end de danske. Som eksempel kan nævnes, at arv til et stedbarn eller en samlever pålægges en boafgift på 15 % efter dansk ret, mens de samme personer i Frankrig skal betale hele 60 % i arveafgift. Det er derfor meget vigtigt at man også tænker på de franske arveafgifter, når man opretter testamente med lovvalg til fordel for dansk arveret for franske aktiver. De franske notaromkostninger og tinglysningsafgifter, som skal betales ved dødsboskifte og ejerskifte af fast ejendom i Frankrig, vil også fortsat skulle betales, selvom boet er skiftet efter danske arveregler. Så det kan få meget uheldige økonomiske konsekvenser for arvingerne, hvis man ikke er opmærksom på afgiftsforskellene i de to lande.
Ann-Sofie Juhl Kold Nielsen
Advokat
Avocat-conseil auprès de l’Ambassade de France au Danemark
Advokatfirmaet Kold Christensen
Næsseslottet
Dronninggårds Allé 136
DK-2840 Holte
Telefon: +45 40 85 89 55
Mail: akc@akc.dk
Web: www.akc.dk
© Advokatfirmaet Kold Christensen, November 2021
